Vedtægter
§ 1. Navn
Museumsforeningen for Hørsholm og omegn.
§ 2. Formål
- At arbejde for udbredelsen af kendskabet til Hørsholm og omegns historie.
- At støtte Hørsholm afdeling af Museum Nordsjælland inklusiv Hørsholm Lokalarkiv i deres funktioner med indsamling, indkøb, bevaring og formidling.
- At styrke placeringen af Hørsholm afdeling af Museum Nordsjælland inklusiv Hørsholm Lokalarkiv i lokalsamfundet.
§ 3. Medlemmer
Som medlem af Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn kan optages enhver, der betaler kontingent til foreningen.
Medlemsskabet giver gratis adgang til alle afdelinger af Museum Nordsjælland.
§ 4. Bestyrelsen
Museumsforeningen ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen består af mindst 4 og højst 7 medlemmer. Bestyrelsens formand vælges for 2 år ad gangen af generalforsamlingen, jvf. § 6. Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen af medlemmerne er på valg hvert år. Desuden vælges, hvert år 2 eller flere bestyrelsessuppleanter for 1 år ad gangen.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig hvert år efter generalforsamlingen med næstformand, kasserer og formand for Arrangementsgruppen, samt ansvarshavende redaktør for de digitale medier. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen udpeger af sin midte 1 medlem til bestyrelsen for Museum Nordsjælland. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Bestyrelsen indkaldes mindst 4 gange årligt.
§ 5. Tegnings‑ og hæftelsesregler
Foreningen forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden.
Bestyrelsen kan give foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale for indgåede forpligtelser.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den til enhver tid tilhørende formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen udover kontingentforpligtelsen.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§ 6. Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Godkendelse af dagsorden
- Aflæggelse af beretning for det foregående kalenderår
- Forelæggelse af foreningens regnskab for det foregående år til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent for næste kalenderår
- Forslag fra bestyrelsen
- Forslag fra medlemmer
- Valg af:
- Formand (hvis aktuelt i pågældende år):
- Bestyrelsesmedlemmer
- Suppleanter
- Revisor
- Eventuelt
Såfremt generalforsamlingen finder det hensigtsmæssigt, kan rækkefølgen fraviges.
Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden med mindst 3 ugers varsel ved bekendtgørelse i de lokale blade eller ved skriftlig meddelelse til hvert medlem pr. post eller e-mail.
Generalforsamlingerne er højeste myndighed i alle foreningens anliggender og er beslutningsdygtige uanset antallet af fremmødte medlemmer, jvf. dog § 8.
Beslutning træffes ved simpelt stemmeflertal og skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt mindst 5 af de stemmeberettigede fremmødte medlemmer fremsætter begæring herom.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Forslag, der af foreningens medlemmer ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes skriftligt, og være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden afholdelsen.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 30 af foreningens medlemmer skriftligt og med angivelse af forhandlingsemne fremsender begæring herom til bestyrelsen. Den ekstraordinære generalforsamling skal da finde sted senest 5 uger efter begæringens modtagelse.
§ 7. Museumsforeningens regnskabsår
Museumsforeningens regnskabsår følger kalenderåret, og generalforsamlingen vælger en revisor til at revidere regnskabet.
§ 8. Vedtægtsændringer
Ændringer i disse vedtægter, herunder beslutning om foreningens ophør, kan kun ske, når 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor på generalforsamlingen.
Stemmer 2/3 eller en større del af de fremmødte for ændringen, men er dette flertal mindre end 2/3 af antallet af medlemmer, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, jfr. § 6, hvor forslaget kan vedtages eller forkastes med simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte.
§ 9. Ophør
Såfremt Museumsforeningen må ophøre, overgår foreningens formue til Museum Nordsjælland.
Vedtaget på Museumsforeningens generalforsamling, den 8.maj 2018 og på den ekstraordinære generalforsamling den 3. juli 2018.